Skab din egen smukke oase til refleksion eller meditation <3

Ville det ikke være fantastisk at have et sted i din bolig, som er dedikeret til at meditere eller reflektere? Boligen er et oplagt sted til at skabe en oase, hvor du og dit velvære er i fokus, og dine sanser bliver forkælet.

Vi, nok især kvinder, er meget oppe i vores hoved, fyldt med masser af tanker og bekymringer, som stresser os. Vi har så meget brug for at give os selv tid til at koble fra og få et break fra hverdagens stress og jag. Så vær egoistisk, giv dig selv et frirum til at reflektere. Du fortjener det. :-).

Selv om det kun er 10-15 minutter om dagen til start, en kort meditation, sige et lille mantra til sig selv, eller en stille refleksion, kan det gøre underværker. Efterhånden er der en hel del forskning, der viser at regelmæssig meditation og refleksion kan have en stor positiv effekt på ens velvære og helbred, herunder forbedre ens immunforsvar, sænke blodtrykket, og give mere glæde, energi og overskud.

Mindfulness – være til stede i nuet.

Området behøver ikke være ret stort, et lille hjørne eller krog – det vigtigste er at du kan sidde uforstyrret i mindst 10-15 minutter, eller hvor lang tid du ønsker at afsætte. Så vær lidt kreativ med placeringen af din oase.

Er pladsen lidt trang indendørs eller kan det være svært at få lov at sidde uforstyrret, så kan det være nødvendigt at etablere et lille meditationsområde udendørs. Lige her om vinteren kan det selvfølgelig være lidt udfordrende, men når det bliver forår, og varmegraderne stiger, så kan det også være
super dejligt.

Ingredienserne er minimale; en yoga måtte eller en god pude, et fad med stearinlys evt. i dejlige blide farver, en lille buddha, dufte i form af lys eller en lille blomst i en sød vase.

Tænd for noget dejligt blidt meditationsmusik – du kan bare bruge din mobiltelefon med et par høretelefoner, sørg for behagelig temperatur, hav et tæppe, hvis det skulle være lidt køligt.
Stedet må gerne være med udsigt til noget grønt enten indenfor eller udendørs, eller du kan sidde overfor et lille lavt bord eller foran et gulvspejl og så masser af stearinlys. Det, du synes, virker bedst for dig.

I stedet for meditationsmusik, kan jeg varmt anbefale guidet meditation fra Anne Goncalves, amame.dk.

Forsyn dig med en dejlig kop te

Duftlys – det handler om forkælelse af alle sanser.

Lige nu har jeg mit meditations- og yogaområde på 1. sal, hvor der er et glasparti med udsigt ud over sø og marker, dette område er især dejligt når solen kommer ind i rummet og giver ekstra energi. Hvis jeg kan fornemme at der risiko for at blive forstyrret i rummet, benytter jeg mig af mit dejlige badeværelse som alternativ område.

Det fedeste ville selvfølgelig være at sidde på smuk hvid sandstrand, kigge ud over vandet samtidig med at solen skinner og varmer ens krop. Men når det nu kun er mulig få dage om året her i dejlige Danmark, så er det med at være kreativ, tage alle midler og sanser i brug for at forsøge at skabe ens egen lille oase indendørs, og drømme sig hen til ens ynglingssted 🙂
Kilde: Egne fotos, unplash.dk, pixabay.dk.

God visuel rejse <3 Har du lyst til at læse mere om, hvordan du kan bruge din bolig til at skabe mere velvære og balance i dit liv, så kig i min e-bog "Boost dit liv". Bedste hilsner Charlotte