Er din bolig i balance ?

Der har været en tendens i mange år at nye huse bliver opført i kolde materialer som metal, beton og overflader, der er holdt i grå, sorte og hvide farver samt store vinduespartier,
Det kan være rigtig smukt, elegant og flot, men boligerne kan også komme til at virke kolde, sterile og upersonlige. Og det kan være svært at få en hyggelig og varm stemning ind i boligen, hvis man ikke er bevidst om det.

Som f.eks. i dette køkken her – døm selv – er det hyggeligt og varmt?

Køkkenet her er efter min mening lidt i ubalance – der mangler lidt varme, hygge og liv.

Det kan betyde at man ikke trives så godt i boligen, og det smitter af på ens humør. Boligen skulle jo gerne være den der dejlige base, hvor man bliver kærligt omfavnet og at boligen giver en ro, velvære og overskud.

Men hvad kan man så gøre?

For at skabe balance kan man tage udgangspunkt i nogle af de principper, som anvendes i Skandinaviske Feng Shui, hvor man ligesom ”efterligner” naturen dvs. tilfører farver og elementer der mangler i et rum og som findes i naturen. Det kan godt virke lidt abstrakt, men det er egentlig nogle ret enkle principper, som er baseret på sund fornuft samtidig med at der er fokus på æstetik. Principperne anvender jeg selv i både min egen bolig og i forbindelse med indretningsopgaver.

I et rum med overvejende grå, hvide og sorte farver og kolde materialer ville jeg f.eks. supplere med nogle store planter, især hvis der ikke er trægulve, derudover bløde tekstiler, tilbehør i jordfarveskalaen, måske male en vægflade i en spændende farve for at give lidt kontrast, samt give rummet et tvist af liv og energi med smuk belysning, stearinlys, tilbehør i form af farverige bøger, viskestykker eller smuk keramik, som det er gjort i køkkenet jf. foto. Det er bare nogle ideer til, hvad man kan gøre. Der er mange måder at løse ubalance på i et rum, og det behøver ikke betyde den store investering for at forandre et trist og koldt rum.

På billederne nedenunder er efter min mening mere i balance – hvad tænker du ?

Har du lyst til at lære principperne i skandinavisk Feng Shui bedre at kende, kan du læse mere om dem i min bog ”Boost dit liv med Skandinavisk Feng Shui”, der kan købes på Saxo.com eller tilmelde dig et af mine forløb, hvor du kan få lavet din egen personlige designplan (”køreplan”) for din bolig.

De kærligste kreative tanker

Charlotte

Indretning, der skaber livsglæde og energi
charlottebruland.dk

Provencalsk charme – dejligt landsted får nyt liv

Hej kære læsere

Jeg har for nylig haft en super spændende indretningsopgave, som jeg gerne vil dele med jer.

En frisk dame ringer til mig og fortæller, at hun er utilfreds med sin bolig. Problemstillingen lyder:
– kun få rum anvendes (på trods af et boligareal på over 150 m2)
– hun mangler lysten til at invitere gæster
– boligen stemmer ikke overens med hendes boligstil
– boligen, og dermed energien, har stået helt stille i mange år

Kunden har en særlig svaghed for engelsk og fransk landstil, og ønsker at hendes bolig fik denne stil. Og hvor var det dog fedt at blive mindet om, hvor smuk og charmerende fransk stil er!

Besøget på landstedet var meget positivt – det bød på en masse dejlig natur og fantastiske rammer til at skabe den stil, som kunden ønskede sig; sprossevinduer, fint gulv og gamle døre. Flere af møblerne passede allerede til stilen; boligen gemte både på gamle vitrineskabe og blomstrede sofaer og lænestole.


Nogle enkelte farisæere skabte dog ubalance i stuen; kolde italienske spisebordstole med rødligt betræk, der lå langt fra den franske stil, tunge grønne gardiner, der lukkede alt dagslyset ude, og nogle stigereoler fyldt med bøger, der ikke ligefrem gav den ønskede stemning.

Men der var ingen tvivl om, at boligen med få udskiftninger og enkelte løsninger vil kunne blive et meget smukt og indbydende hjem, og vi blev da også hurtigt enige om, hvordan denne indretningsopgave kunne løses.

I et af hendes udhuse fandt vi smukke gamle stole og borde fra det engelske Hepplewhite i mørkt træ. For at opnå den lette, lyse stil besluttede vi at møblerne skulle males i en cremet hvid farve som sættet på billedet her (der er af samme model).

I køkkenet var det nødvendigt med en lidt større forandring. Jeg foreslog, at hun kunne fjerne overskabene og erstatte dem med hylder foruden at male køkkenskabene i en smuk gråblå farve med nye greb. Løsningen indebar desuden en ny, lys træbordplade, tallerkenrække med hendes smukke service samt at tilføre hyggelig stemning med puder, blomster og lidt maling i spiseområdet, hvilket blev positivt modtaget.

Kunden fik undervejs gode råd om møbler, der kun stod i vejen samt forslag til, hvordan soveværelset kunne få samme stil med meget få virkemidler.



Med en forholdsvis lille investering kan kundens bolig nu blive et hjem, som hun kan glæde sig over hver dag samtidig med, at det giver hende mere energi og livsglæde.

Ideer skal nu udmøntes, men planen er lagt. Jeg glæder mig til at se det endelige resultat og vil, såfremt kunden ønsker det, dele det med jer.

Savner du selv en anden stil end den du har i din bolig, eller savner du mere livsglæde og energi, så brug boligen som redskab. Denne kundeopgave bestod af et 2 timers besøg med sparring – en ‘her-og-nu’-rådgivning -, med en efterfølgende fremsending af indretningsforslag og inspirationsark samt løbende rådgivning i processen med opfølgende besøg.

Du kan finde mere inspiration her på bloggen, på facebook eller du kan kigge på de forskellige indretningsforløb, jeg tilbyder på www.charlottebruland.dk. Særlige tilbud, uddybende indretningstips, miniguides, osv. finder du som læser i mit nyhedsbrev (tilmeldes på nævnte hjemmesiden eller på facebook). Billederne i indlæg er inspirationsbilleder kilde: pinterest, egne foto